Mistænkt for kirkedrab skal blive i fængslet


Den 40-årige Jannie Dam Reenbeerg var graver og kirketjener ved Sneslev Kirke, hvor hun blev fundet dræbt af knivstik i kirkens kontorbygning om morgenen den 30. december. Arkivfoto


I dag udløber fængslingen af den 67-årige mand fra Guldborgsund Kommune, som nytårsaftensdag i et grundlovsforhør blev varetægtsfængslet for knivdrabet på sin eks-kone, Jannie Dam Reenberg i Sneslev Kirkes kontor.

Like localeyes.dk på Facebook

– Han er ifølge DAGBLADET Ringsted sammen med sin forsvarer gået med til en frivillig forlængelse af fængslingen for fire uger mere, oplyser Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig i Midt- og Vestsjællands Politi.

Carsten Andersen siger desuden, at efterforskerne af kirkedrabet stadig arbejder på sagen. Der kan ikke endnu sættes en tidshorisont på, hvornår graverdrabet forventes færdigefterforsket.

Den 40-årige Jannie Dam Reenbeerg var graver og kirketjener ved Sneslev Kirke, hvor hun blev fundet dræbt af knivstik i kirkens kontorbygning om morgenen den 30. december.

Den 67-årige mistænkte eksmand blev anholdt senere samme dag og varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret i Retten i Holbæk den 31. december.

Efterforskningen har siden vist, at Jannie Dam Reenberg blev fundet et døgn efter drabet, der skete tirsdag den 29. december mellem klokken 8.04 og 8.30.

Både den dræbte og den fængslede eksmand kommer fra Vålse i Guldborgsund Kommune, skriver DAGBLADET Ringsted.