80-årig død af hjerteanfald – blev senere testet positiv for corona


    Arkivfoto

    En 80-årig person fra Nordjylland døde natten mellem onsdag og torsdag efter et hjerteanfald.

    Efterfølgende blev patienten testet positiv med coronavirus. Region Nordjylland betragter det ikke som det første coronadødsfald i Danmark. Det skriver DR.

    – Der er tale om en 80-årig patient, der tidligere på ugen dør af hjertestop – patienten er kendt hjertesyg. Patienten er efterfølgende testet for corona ud fra de gældende retningslinjer på det tidspunkt – og patienten testes positiv.

    – Vi kan således ikke sige, at patienten er død af coronainfektion, og der er ikke lavet retslægeligt ligsyn i denne sag, da der er tale om en naturlig forklaring på dødsfaldet, skriver Region Nordjylland ifølge DR.

    Ifølge DR’s sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, så finder man aldrig ud af præcis, hvad den 80-årige patient døde af.

    – Man vil aldrig kunne nå frem til en konklusion, heller ikke hvis man havde foretaget retslægeligt ligsyn, siger han.

    Hermed figurerer den 80-årige ikke i statistikkerne over dødsfald i forbindelse med coronavirus. Derfor er der stadig ingen dødsfald i Danmark, der kan kobles direkte til virusset.

    Der er samlet konstateret 785 smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen. Der er ikke konstateret nogen dødsfald.

    /ritzau/