Arkivfoto
Østjyllands Politi har tirsdag indsat to både og en undervandsdrone i eftersøgningen af den 19-årige Thomas Stralner, der forsvandt i Randers for 11 dage siden.
Politiet får assistance fra Marinehjemmeværnet, der har 14 mand på opgaven med at assistere politiet.
– Vi har sat både og en drone i vandet i morges klokken 9 (tirsdag morgen, red.), og det har vi gjort, fordi isen er lettet på grund af temperaturstigningen, siger fungerende politikommissær Christian Warner, Østjyllands Politi.
Han forklarer, at politiet afsøger et område ved Kulholmen, hvor videoovervågning har fastslået, at den 19-årige HF-elev har været.
Christian Warner oplyser, at eftersøgningen fortsætter dagen igennem og muligvis genoptages onsdag.
Er der ikke sket gennembrud i eftersøgningen torsdag, er det aftalt, at politiet den dag får assistance af en af Forsvarets helikoptere.
Den fungerende politikommissær understreger, at efterforskningen af sagen – modsat udlægningen i nogle medier – ikke har været indstillet.
– Der er to lag – en eftersøgning og en efterforskning. Eftersøgningen blev indstillet, da vi havde afsøgt hele området ved Kulholmen, men ikke kunne komme i vandet på grund af isen.
– Efterforskningen har derimod ikke været lukket ned. Og nu, da vi kan komme i vandet, efter at isen er væk, så fortsætter den aktive eftersøgning, siger Christian Warner.
Også den frivillige organisation Missing People har ledt efter den forsvundne unge mand.
/ritzau/