OVERBLIK: Danmark lukker ned på grund af corona


    Arkivfoto


    Regeringen lægger op til de mest vidtgående politiske tiltag i nyere tid for at inddæmme smitten af coronavirus.

    Det var beskeden fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften.

    Der fremsættes torsdag forslag til hastelovgivning, der gør det muligt at gennemtvinge lukning af eksempelvis private institutioner, skoler, dagstilbud og at forbyde arrangementer hvor mange opholder sig tæt sammen.

    Læs tiltagene her:

    * Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem.

    * Skoler og dagstilbud lukkes fra mandag 16. marts og foreløbigt to uger.

    * Alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud lukker.

    * Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem. Hvis de ikke kan udføre deres arbejde hjemmefra, sendes vedkommende hjem med løn.

    * Alle private arbejdsgivere opfordres til at sørge for, at flest muligt arbejder hjemmefra.

    * Der fremsættes forslag om hastelov, der midlertidigt skal suspendere garantier for behandling og udredning i sundhedsvæsenet.

    * Brugen af den kollektive trafik skal begrænses. Der indføres pladsbilletkrav hos DSB.

    * Sygehuse og plejehjem opfordres til at indføre skærpede restriktioner i forhold til besøg.

    * Udenrigsministeriet skærper sine rejsevejledninger. Der er nye vejledninger for Tyskland, Frankrig, Schweiz samt Tyrkiet, Thailand, Egypten og Vietnam.

    * Regeringen undersøger mulighed for at indføre yderligere restriktioner ved indrejse i Danmark. Det gælder tvungen helbredsundersøgelse ved ankomst samt mulighed for tvungen karantæne.

    /ritzau/