Beboere evakueret: Kraftig brand i café i Søborg


Arkivfoto


Samtlige beboere i en fireetagers ejendom i Søborg er natten til tirsdag blevet evakueret på grund af en brand, som har vist sig vanskelig at få has på.

– Vi har evakueret 20-30 mennesker. Varmen i bygningens kælder holder branden i gang, og vi er lidt bange for, at bygningen kan falde sammen, siger Kim Madsen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.

Tirsdag morgen er branden kommet under kontrol, og politiet skal nu undersøge brandstedet.

Flammerne havde også fået fat i et festlokale, der ligger ved siden af etageejendommen på Søborg Torv, hvor branden brød ud i en café i stueetagen kort før midnat mandag aften.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.

De evakuerede beboere vil midlertidigt blive genhuset af kommunen, fremgår det af politiets pressemeddelelse.

/ritzau/