Bilist mister livet da varebil ruller rundt


    En bilist mistede tirsdag aften livet i en soloulykke ved Børkop mellem Vejle og Fredericia.

    Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

    Ulykken skete kort før klokken 19 på Motortrafikvejen, hvor varebilen af ukendte årsager rullede rundt.

    – Føreren blev erklæret død ude på stedet, fortæller vagtchef Halfdan Kramer.

    – Manden er identificeret, og vi har underrettet hans hustru, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

    En bilinspektør blev tilkaldt for at efterforske ulykken og finde frem til, hvordan den skete.

    /ritzau/