Politiet teori: 34-årig mor myrdet og begravet på Møns Klint


Arkivfoto

Politiet tror, at den 34-årige Hediga Morad, som har været forsvundet siden 9. oktober, er blevet myrdet, og at hendes lig er begravet på Møns Klint.

Det skriver BT.

Hediga Morad rejste 9. oktober fra Vejle til Vordingborg med toget. I Vordingborg bor faren til kvindens to børn, og hun var rejst tværs over landet for at aflevere børnene.

Siden har hun været forsvundet. Hun har ikke været i kontakt med nogen og har hverken brugt sit kreditkort eller sin mobiltelefon.

LÆS OGSÅ: Sydøstjyllands Politi efterlyser 34-årig kvinde fra Vejle
LÆS OGSÅ: 40-årig mand anholdt for drab på forsvundet mor
Politets teori er, at hun er blevet myrdet, og i december blev Hedigas 40-årige eksmand og faren til deres fælles børn anholdt for sigtet for drabet.

Men politiet har to problemer. Manden nægter sig skyldig i drab, og der er ikke noget lig.

Efterforskerne har dog to spor: En sort spade af mærket Fiskars og en bronzefarvet Kia Clarus.

De mener, at de er brugt til at begrave liget af Hediga på Møns Klint, men det er et område, som er alt for stort til at finkæmme i en eftersøgning.

Derfor beder politiet offentligheden om hjælp:

- Vi interesserer os meget for den bil i dagene op til hendes forsvinden og efter. I den sammenhæng har vi en formodning om, at den kan have været ved Møns Klint eller i Klinteskoven 11. oktober, siger efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Ravn til BT.

Politiet er samtidig interesseret i om nogen har set den sorte spaden i området. Hedigas eksmand købte nemlig en spade af mærket Fiskars få dage før hun forsvandt, og spaden er ikke blevet fundet på mandens bopæl.