Arkivfoto
Fire mænd er ved Retten i Glostrup torsdag blevet varetægtsfængslet i forbindelse med en sag om pengeafpresning af mænd, der troede, de skulle mødes med unge piger for at dyrke sex.
Det fortæller anklagemyndigheden i Vestegnens Politi.
– To af dem er sigtet for afpresning den 15. januar. De udgav sig for at være en mindreårig pige på 14 år, og så aftalte de med en mand at mødes i Avedøre og have sex, fortæller anklager Rune Rydik til Ritzau.
Kontakten fandt sted på det sociale medie badoo.com.
– Da manden tropper op i Avedøre, er der ingen pige, men tre mænd, siger anklageren.
– De giver ham tre muligheder: Enten kan de skære ham i småstykker ude i skoven, eller også kan de uploade intime billeder af ham på badoo.com, så hans familie kan se, at han er pædofil, eller han kan betale penge.
Ifølge politiet tog de sigtede herefter hjem til manden og konstaterede, at der hverken var penge eller værdier at komme efter, så de gav ham et par dage til at skaffe 50.000.
Herefter valgte manden at melde episoden til politiet.
Politiets efterforskning førte til, at politiet kom på sporet af en ny fælde for et nyt offer, som fandt sted onsdag.
Det førte til anholdelse af fire mænd for forsøg på afpresning. Onsdagens offer var ikke klar over, at politiet var på sporet af episoden.
– Det vil sige, at vi har to mænd, som er sigtet for afpresningen i Avedøre og forsøget på det på Frederiksberg, og så har vi to mænd, som kun er sigtet for forsøg på afpresning i forbindelse med episoden på Frederiksberg, siger Rydik.
Den tredje person fra afpresningen er stadig ikke identificeret.
Alle fire nægter sig skyldige, og er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
/ritzau/