Anmeldelse om skyderi var muligvis fyrværkeri og hærværk


En bil med smadrede ruder holder på en parkeringsplads ved Krathuset.


Politiet rykkede onsdag eftermiddag ud til en anmeldelse om skyderi i Krathuset i Greve. På en parkeringsplads holdt en bil med smadrede ruder. Et stort område blev afspærret af svært bevæbnede betjente. Politiets undersøgelser kunne ikke påvise skyderi, men der blev fundet afskudt fyrværkeri.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Onsdag kl. 16.22 fik politiet en anmeldelse om en hændelse, der ifølge anmelderen kunne opfattelse af skudafgivelse.

Kort efter var nogle personer løbet væk fra området. Politiet sendte flere patruljer, herunder hundepatruljer, til området for at undersøge anmeldelsen nærmere.

Politiet traf en del personer i området, men ingen kunne umiddelbart bidrage til opklaring af sagen. Politiets patruljehunde ledte i området efter spor efter afgivelse af skud, men fandt kun afskudt fyrværkeri og et affyret bomberør.

En personbil med knuste ruder fjernede politiet med henblik på nærmere undersøgelse for spor – herunder om fyrværkeriet er blevet brugt imod bilen.

Ingen personer var kommet til skade, og ingen af de trufne personer blev frihedsberøvet bortset fra en 30-årig mand uden fast bopæl, som var efterlyst af Københavns politi til fremstilling for Kriminalforsorgen.