Arkivfoto
Efter nyheden om serieovergreb i Köln nytårsaften, er der kommet lignende beretninger fra flere europæiske byer.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Også i Hamburg nord for Köln har myndighederne oplevet en lignende stigning i enslydende episoder. Her har 70 anmeldt seksuelle overgreb. I 23 tilfælde blev ofrene angiveligt også berøvet.
I den schweiziske by Zürich genkender man til en vis grad beretningerne fra Köln og Hamburg.
Seks kvinder i byen har anmeldt, at de blev omringet af “adskillige mørklødede mænd”, hvorefter de blev bestjålet og befamlet. Ifølge politiet er der ingen forbindelse med overgrebene i Köln, selv om det er et usædvanligt højt antal.
Det finske politi kunne torsdag oplyse, at myndighederne i hovedstaden, Helsinki, nytårsaften har modtaget et usædvanligt højt antal anmeldelser om seksuelle overgreb.
– Der har ikke været den her form for chikane ved tidligere nytårsaftner eller ved nogle andre lejligheder for den sags skyld. Det her er et helt nyt fænomen i Helsinki, siger vicepolitichef i byen, Ilkka Koskimaki, til AFP.
/ritzau/