Mænd i mørke dragter slog familie under hjemmerøveri


Arkivfoto


En familie fra Trige nord for Aarhus lå natten til torsdag og sov, da to hjemmerøvere trængte ind i deres hjem.

Like localeyes.dk på Facebook

– Familien blev truet, og to i familien blev slået med et slagvåben, oplyser Østjyllands Politi.

– De er dog ikke kommet alvorligt fysisk til skade, lyder det videre.

Gerningsmændene, der var klædt i mørke dragter, havde knust en rude for at nå ind i familiens hjem.

Efter den voldelige indtrængen lykkedes det mændene at flygte fra stedet. Med sig fra huset havde de nogle af familiens smykker.

Gerningsmændenes ansigter var dækket af elefanthuer, og det er uvist, hvordan de kom til stedet, og hvilken retning de flygtede i.

– Politiet har lavet afhøringer i området, men er meget interesseret i at høre fra vidner eller øvrige, der kan have oplysninger i sagen, oplyser politiet.

/ritzau/