40-årig kvinde dræbt af knivstik ved Sønderborg


    En 40-årig kvinde er tirsdag aften blevet dræbt af knivstik i en lejlighed i Sønderborg-området.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 19.34. En ambulance blev tilkaldt, men ifølge politiet stod kvindens liv ikke til at redde.

    En 40-årig mand, som politiet formoder, er gerningsmanden, blev anholdt i lejligheden.

    Politiet oplyser ikke nærmere om, hvor i Sønderborg-området lejligheden ligger.

    Det fremgår heller ikke, hvilken relation de to personer menes at have haft, samt hvad der gik forud for drabet på den 40-årige kvinde.

    Syd- og Sønderjyllands Politi er nu i gang med tekniske undersøgelser og afhøringer i forbindelse med sagen.

    Politiet ønsker ikke at kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt, fremgår det.

    /ritzau/