Politiet var tilstede da Bandidos fejrede åbningen af det nu lukkede klubhus i Næstved. (Arkivfoto fra den 15. januar 2015).
En akut, lokal konflikt i rocker/bandemiljøet udløser forbud mod adgang til klubhusene for Bandidos og Black Army i Næstved.
Nedenstående skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse:
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtSydsjælland og Lolland-Falsters Politi har netop udstedt forbud mod enhver adgang til adresserne Ringstedgade 229 A og Nordre Farimagsvej 12 kld. i Næstved. Forbuddet gælder fra i dag klokken 21 og 14 dage frem til og med den 16 januar.
Baggrunden for denne beslutning er en akut, lokal konflikt mellem Bandidos og Black Army, hvor der inden for de seneste dage er afgivet adskillige skud mod deres respektive klubhuse. Begge klubhuse er beliggende i boligområder centralt i Næstved. Ud fra efterforskninger og systematisk indsamling af oplysninger i relation til bande- og rockermiljøet, har politiet vurderet, at der er en risiko for at konflikten kan føre til flere skudepisoder.
– Vi er ikke i tvivl om, at begge grupper føler sig truede. Og vi kan ikke acceptere at deres interne konflikt skal udgøre en potentiel risiko mod almindelige borgere i Næstved. Klubhusene ligger nemlig begge i tæt bebyggede områder centralt i Næstved, så ved et angreb kan der også opstå fare for de omkringboende, siger politiinspektør Kim Kliver, og fortsætter:
– Historisk har politiet erfaring for, at der i konfliktsituationer i rockermiljøet afregnes ved brug af skydevåben. Derfor ser vi på situationen med stor alvor og foretager derfor disse tiltag for at sikre lokalbefolkningens tryghed. Samtidig sender vi også et signal til rocker-/bandegrupperingerne om, at denne form for afstumpethed ikke tolereres, siger Kim Kliver.
Beslutningen om forbuddet er taget i medfør af lov om forbud mod ophold på bestemte ejendomme (”Rockerloven”).