Ansat i Københavns Kommunes opsøgende gadeteam: Taget med 190 kg hash


Arkivfoto


En gadeplansmedarbejder i Københavns Kommune er sigtet og anholdt i stor sag om hashhandel, rapporterer Radio24syv.

Københavns Politi har anholdt og sigtet fire mænd for at have opbevaret mindst 190 kilo hash i en lejlighed på Nørrebro i København. Anholdelsen skete 10. december, efter at politiet havde overvåget mændene i flere måneder.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

En af de fire mænd er en 45-årig gadeplansmedarbejder, som i årevis har arbejdet med sårbare og kriminalitetstruede børn og unge i Københavns Kommune.

Radio24syv præsenterede sagen for medlem af socialudvalget i Københavns Kommune Karina Rohrberg Jessen (V), som ikke tidligere er blevet orienteret om sagen.

– Jeg er dybt rystet, om det skulle være tilfældet. Jeg har nu skrevet til socialborgmester Jesper Christensen (S) og socialforvaltningens direktør, Anette Laigaard, og bedt om en redegørelse. Det lyder jo helt forrykt, siger Karina Rohrberg Jessen (V) til Radio24syv.

Den pågældende gadeplansmedarbejder har en fortid som kriminel, og det burde have tændt en advarselslampe hos kommunen, mener formanden for SSP Samrådet, Jørgen Pedersen.

– Jeg mener aldrig nogensinde, at det kan være en kvalifikation, at man har været tidligere kriminel, eller at man er en del af et ulovligt miljø, siger formand for SSP-samrådet Jørgen Pedersen til Radio24syv.

– For mig at se vil det altid diskvalificere en til at tage sådan et job, hvis man skal være rollemodel for unge.

Hver fjerde kommune har inden for de seneste fem år fyret en gadeplansmedarbejder, fordi vedkommende har begået noget kriminelt, mens vedkommende har været ansat.

Det viser undersøgelsen “Gadeplansmedarbejdere i gråzonen” fra analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight, der udkom sidste år, og hvor 79 kommuner deltager.

Radio24syv har forsøgt at få en kommentar fra Socialforvaltningen i Københavns Kommune, men socialforvaltningen har ikke ønsket at kommentere sagen.

/ritzau/