Optagelser fra 2004, hvor der også blev fjernet store mængder fyrværkeri fra en lade i Jels.
Manden, som fredag blev varetægtsfængslet for et enormt lager af ulovligt fyrværkeri i Jels, er i 2011 blevet dømt for en tilsvarende overtrædelse.
Det skriver JydskeVestkysten.
I følge localeyes.dks oplysninger stopper det dog ikke der. Manden blev også taget i 2004 med omkring et ton ulovligt fyrværkeri. Den gang havde han også en større mængde hamp gemt på loftet i laden i Jels.
Det har ikke været muligt at få bekræftet oplysningerne af Syd- og Sønderjyllands Politi.
– Den slags udtaler vi os ikke om, lyder det korte svar fra pressemedarbejder Helle Lundberg.
Det ton fyrværkeri, som blev fundet i 2004, bestod af krysantemumbomber, kanonslag og andet meget kraftigt fyrværkeri, som var hjemmelavet. Personen, som blev anholdt i 2004, var dengang 29 år.
Seks år senere, i 2010 blev en 35-årig mand anholdt. På den samme adresse som i 2004 fandt politiet igen en enorm mængde ulovlig fyrværkeri.
Fem år senere, i fredags blev en 40-årig mand anholdt. Igen var en landejendom ved Jels proppet med tonsvis af ulovlig fyrværkeri. Fyrværkeriet er dog fundet på en anden adresse end i 2004 og 2010.
Fundet i fredags bestod af intet mindre end 37.000 kanonslag, knap 1000 krysantemumbomber og dertil fem ton fyrværkeri som batterier og raketter.
Fra 2004: Kasser med ulovligt fyrværkeri stod stablet oven på hinanden.
Fra 2004: Det tog tid at tømme det ulovlige lager.