Foto fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet har i denne tid ekstra fokus på bekæmpelsen af ulovligt fyrværkeri. Og for nyligt har ransagningen af en 33-årig mands private bopæl i Horsens-området resulteret i, at der blev fundet store mængder ulovligt fyrværkeri, som alt sammen blev opbevaret i garagen på mandens bopæl.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 33-årige mand er nu sigtet for besiddelse af ikke mindre end 150 kanonslag, cirka 20 krysantemumbomber, cirka 300 gram sort krudt og mere end 5 kg. almindeligt fyrværkeri. Alt sammen med henblik på videresalg.
“Vi har her med en sag at gøre, hvor det kunne have været gået grueligt galt. Derfor ønsker vi endnu en gang at fortælle borgerne, at der er al mulig grund til at være opmærksomme, hvis de ser eller hører om nogen, som opbevarer eller handler med det ulovlige fyrværkeri. For det findes altså, siger politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Benny Tollestrup – og fortsætter:
“Og vi må desværre konstatere, at der stadig er folk, som ikke forstår hvor farligt det er – og hvor mange mennesker, der går ud over, hvis det går galt. En fyrværkeriulykke rammer ikke kun én selv – men også de pårørende og i dette tilfælde også naboer i det område, hvor den 33-årige havde opbevaret det ulovlige fyrværkeri. Tænk blot på de store fyrværkeriulykker sidste år i Nordjylland, hvor tre mænd på tragisk vis mistede livet”.