Flymekaniker suges ind i jetmotor på passagerfly


Den makabre ulykke skete onsdag aften, da andenpiloten på fly AI 619 til Hyderabad misforstod et signal fra personalet på jorden og satte jetmotoren i gang. Arkivfoto


En mekaniker, der arbejder for flyselskabet Air India, er død, efter han er blevet suget ind i en jetmotor. Det sker, mens en pilot gasser op under start i Mumbais lufthavn.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser flyselskabet og flere medier.

Den makabre ulykke skete onsdag aften, da andenpiloten på fly AI 619 til Hyderabad misforstod et signal fra personalet på jorden og satte jetmotoren i gang.

Det medførte, at mekanikeren Ravi Subramanian, der stod tættest på, blev suget ind i motoren, siger anonyme kilder i Air India til nyhedsbureauet PTI.

Air India, der er et af Asiens størst flyselskaber, bekræftede lidt senere på Twitter, at der var sket en ulykke under uheldige omstændigheder.

– Episoden er ved at at blive undersøgt. Vi sender vores dybeste tanker til den sørgende familie, lyder det.

Det statsdrevne flyselskab, som ikke har rapporteret om overskud siden 2007, har været ramt af en lang række tekniske fejl og andre belastende omstændigheder. For eksempel at flypersonale er mødt for sent op til flyafgange.

I april lavede det avisoverskrifter, da Air India var nødt til at beordre to piloter ud af flyet, efter de kort før afgang var kommet i et voldsomt slagsmål.

/ritzau/AFP