Hovsa: Kran brød sammen og smadrede ned i anden kran


FARUM: Fredag eftermiddag skete en dramatisk arbejdsulykke på en byggeplads på Garnisionsvej, en stor kran væltede ved 15-tiden omkuld efter et af støttebenene pludselig var brudt sammen.

Den blot knap et halvt år gamle blokvogn med kran havde, ifølge kilder på byggepladsen, løftet utallige elementer på byggepladsen, og aldrig tidligere havde den 85 tons tunge maskine haft nogen former for problemer.

Det blev der med et voldsomt brag lavet om på fredag eftermiddag, da det bagerste højre støtteben uden varsel pludselig kollapsede på blokvognen og sendte kranarmen mod jorden med voldsom kraft og samtidig rev de mange tons maskine op i en grotesk stilling

Kranarmen var skudt ud i 34 meter da ulykken skete, og de mange tons metal ramte ikke blot jorden, men ramte direkte ned over en mindre kran som stod mellem de nybyggede bygninger – kranarmen ramte direkte ned i førerhuset på denne og det blev fuldstændig knust ved ulykken.

Lykkeligvis skete der ingen personskade, idet der ikke sad en fører i den mindre kran – og ingen andre personer på byggepladsen kom noget til ved nedstyrtningen. En kilde på byggepladsen fastslog at kranen på ingen måde havde været overbelastet, hverken ved ulykken eller ved tidligere opgaver på byggepladsen.

Politiet blev alarmeret om ulykken, og Frederiksborg Brand & redning blev senere sendt til stedet for at kigge på uheldet, som heldigvis hører til et af de sjældne.

– Det ser godt nok lidt anderledes ud, lød det da også med en vis forbavselse da Indsatslederen for Frederiksborg Brand & Redning ankom til stedet kort før kl. 16.

Det viste sig dog at hverken brandvæsnet eller politiet havde grund til at undersøge ulykken nærmere, idet der ikke var nogen personskade og der alene var tale om materielle skader – derfor kunne ejerne af den kollapsede blokvogn begynde at rydde op få timer efter uheldet.

Hvorfor støttebenet på den nye blokvogn brød sammen, er med stor sikkerhed noget som skal undersøges grundigt – og hvor store skader blokvognen har fået efter den specielle ulykke er ukendt.