16-årig melder sig selv efter skudepisode i København


Valby torsdag aften.


En 16-årig dreng, som politiet har ledt efter i forbindelse med en skudepisode i den københavnske bydel Valby, har fredag aften meldt sig selv til politiet.

Like localeyes.dk på Facebook

– Han henvendte sig sammen med en advokat på Station Bellahøj, fortæller politikommissær Carsten Ahrends fra Københavns Politi til Ritzau.

Sammen med en 20-årig mand, som stadig er på fri fod, mistænkes drengen for at stå bag torsdagens skudepisode.

Den fandt sted på Blankavej, hvor en 31-årig mand blev ramt af to skud. Hans tilstand var i første omgang kritisk, men fredag blev den betegnet som stabil.

Tidligere fredag aften fortalte Carsten Ahrends, at drabsforsøget muligvis var æresrelateret.

– Det er et af de spor, vi følger. At det kan bunde i familiestridigheder, sagde politikommissær Carsten Ahrends fra Københavns Politi til Ritzau uden at ville komme nærmere ind på, hvad stridighederne handler om.

Samtidig oplyste han, at politiet ledte efter to navngivne personer i forbindelse med skyderiet. Han opfordrede dem desuden til at melde sig selv.

Om det var det, der fik den 16-årige til sammen med sin advokat at gå til politiet, er uvist.

Lørdag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for drabsforsøg.

/ritzau/