Forbrændt lig fundet på græsplæne


Det var en beboer, der fandt den døde mand onsdag morgen og slog alarm til politiet kl. 07.25. Arkivfoto


En død og forbrændt mand blev onsdag morgen fundet på græsplænen ved bebyggelsen Arkildsdal 1 i Nørresundby.

Like localeyes.dk på Facebook

Det oplyser vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi, der behandler sagen som et “mistænkeligt dødsfald”, men ikke som et drab.

– Nej, det gør vi bestemt ikke på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen til Ritzau.

– Vi kender ikke personens identitet, eller hvorfor han er forbrændt, tilføjer han.

Politiet forsøger blandt andet af finde ud af, om manden er beboer i bebyggelsen. Derudover er der en del tekniske undersøgelser, der skal foretages på stedet. Til brug for det har politiet afspærret området omkring findestedet.

Det var en beboer, der fandt den døde mand onsdag morgen og slog alarm til politiet kl. 07.25.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om sagen.

/ritzau/