Manden og kvinden, der var forlovet eller gift, er identificeret af politiet som Syed Rizwan Farook, en 28-årig mand, der skulle være født i USA, og den 27-årige Tashfeen Malik. (Foto fra sociale medier).
Syed Rizwan Farook, der menes at være en af gerningsmændene bag et blodigt angreb på et socialcenter i San Bernardino, Californien, havde angiveligt planer om at begå et angreb allerede i 2012.
Det rapporterer tv-stationen CNN.
CNN citerer to unavngivne embedsmænd for oplysningen.
Ifølge kilderne var Syed Farook i gang med at forberede et angreb i Californien sammen med en ukendt medsammensvoren.
De havde tilsyneladende allerede udset sig et mål, men ingen af de to embedsmænd oplyser, hvor fremskredne planerne var.
Den ene embedsmand siger til CNN, at Syed Farook og den anden person valgte at droppe angrebsplanerne, efter at politistyrker havde udført en række terroraktioner i nabolaget.
– De blev skræmt, siger kilden.
FBI efterforsker angrebet i San Bernardino i sidste uge som en “terrorhandling”.
14 mennesker mistede livet i angrebet, som Syed Farook menes at stå bag sammen med sin hustru, Tashfeen Malik.
Parret gik med skydevåben til angreb ved en julefest i et socialcenter for handicappede, hvor den 28-årige Farook arbejdede. Ud over de 14 dræbte blev 21 såret.
Både Malik og Farook blev dræbt af politiet efter at være flygtet fra stedet.
Angrebet i San Bernardino fik præsident Barack Obama til at tale direkte til den amerikanske befolkning fra Det Ovale Værelse i embedsboligen Det Hvide Hus.
Det var blot tredje gang i løbet af sine knap syv år som præsident.
I løbet af talens 13 minutter forsikrede Obama, at den overordnede kamp mod terrorisme vil blive vundet.
/ritzau/