USA tager skridt mod strammere kontrol af danske rejsende


Arkivfoto


Rejsende fra Danmark og en lang række andre lande må nu indstille sig på, at det kan blive sværere at komme ind i USA.

Et stort flertal i Repræsentanternes Hus i Washington har tirsdag stemt for at stramme visumaftalerne med 38 lande, hvor folk i dag kan rejse til USA uden at have modtaget visum inden afrejse.

Lovforslaget skal dog også igennem en afstemning i Senatet samt forbi præsident Barack Obamas skrivebord, før det kan blive til virkelighed.

Men noget tyder på, at opbakningen hos både Republikanerne og Demokraterne er stor. I Repræsentanternes Hus stemte således 407 medlemmer for, mens kun 19 stemte imod.

Formålet med stramningerne er at gøre det sværere for personer, der inden for de seneste fem år har besøgt Irak, Syrien og andre konfliktramte lande, at komme ind i USA.

– Vi vil nu kræve af de personer, at de skal ansøge om visum og gå igennem den formelle visumprocedure, siger Candice Miller fra Republikanerne, der står bag forslaget.

Det vil ramme personer fra en række vesteuropæiske lande, herunder Danmark, Belgien og Frankrig, hvor man i dag ikke behøver visum for at rejse ind i USA.

Lovændringerne, hvis de bliver endeligt vedtaget, kommer i kølvandet på angrebene i Paris 13. november.

Homeland Security, der står for den nationale sikkerhed i USA, vil øjeblikkeligt kunne begynde at indsamle de ekstra oplysninger.

– Ændringerne vil forbedre vores muligheder for at afværge terrorforsøg udført af folk, der rejser med pas, som enten er blevet stjålet eller er blevet tabt, sagde Josh Earnest, talsmand i Det Hvide Hus, på et pressemøde i sidste uge.

USA har årligt omkring 20 millioner besøgende fra de 38 lande, hvor folk indtil nu har været fritaget fra at søge visum, medmindre de skal opholde sig i USA i længere tid.

Ifølge de amerikanske myndigheder har omkring 5000 europæere, heriblandt mange fra visumfritagne lande, de senere år rejst til Irak og Syrien og kæmpet for ekstremistiske grupper som eksempelvis Islamisk Stat.

Ændringerne vil kræve, at USA’s samarbejdslande udleverer information om deres statsborgere til amerikanerne.

/ritzau/Reuters