Syed Farook og Tashfeen Malik i paskontrollen i Chicago i 2014. (Foto: U.S. Customs and Border Protection).
Det ægtepar, som skød og dræbte 14 og sårede 21 andre, i Californien i sidste uge, var begge “radikaliserede i ret så lang tid, siger en talsmand for FBI’s efterforskning af forbrydelsen.
David Bowdich, som er assisterende FBI-direktør i Los Angeles, siger, at efterforskerne stadig er ved at finde ud af hvordan og hvem, der radikaliserede Syed Farook og hans kone, Tashfeen Malik, forud for skudmassakren den 2. december.
– Men jeg vil fastslå, at efterhånden som denne efterforskning er skredet fremad, har vi fundet ud af, at de begge var radikaliserede, og havde været det i ret så lang tid, siger han.
– Den 29-årige Tashfeen Malik deltog i 2013 i et religiøst seminar på Al-Huda Instituttet i Multan. Det bekræfter talsmænd for instituttet, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Skolen er for kvinder, som ønsker at lære mere om islam, og den har også filialer i USA, De Forenede Arabiske Emirater, Indien og Storbritannien.
– Malik tog blandt andet timer i oversættelse af Koranen, siger Imran Amir fra skoleadministrationen til AFP.
– Hun fuldførte ikke kurset og var her kun i en kort periode, siger han.
Skolen blev grundlagt i 1994 og er en de mest kendte muslimske skoler for kvinder i Pakistan.
Det amerikanske politi har en mistanke om, at Malik, som i 2014 tog til USA på et såkaldt forlovelsesvisum og tilbragte lange perioder i både Pakistan og Saudi-Arabien, kan have radikaliseret sin 28-årige mand.
Malik og hendes mand skal have svoret troskab til ekstremistgruppen Islamisk Stat.
USA har fortsat som mål at tilintetgøre den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat og dens tilhængere, sagde Barack Obama, USA’s præsident, i en direkte tv-tale fra Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus natten til mandag dansk tid.
/ritzau/AFP