Kærestepar gik tilbage til fest og begik massakre


Manden og kvinden, der var forlovet eller gift, er identificeret af politiet som Syed Rizwan Farook, en 28-årig mand, der skulle være født i USA, og den 27-årige Tashfeen Malik. (Foto fra sociale medier).


En svært bevæbnet mand og en kvinde – begge i 20’erne – begik en massakre ved en julefest på et handicapcenter i San Berdino i Californien – øjensynligt efter et skænderi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

De blev begge skudt og dræbt af politiet, efter at de havde dræbt 14 og såret 17 ved det værste masseskyderi i USA i tre år.

Manden og kvinden, der var forlovet eller gift, er identificeret af politiet som Syed Rizwan Farook, en 28-årig mand, der skulle være født i USA, og den 27-årige Tashfeen Malik.


27-årige Tashfeen Malik.

– Vi er temmelig sikre på, at de to personer, der gik ind i bygningen og skød, er de samme, der døde på San Bernardino Avenue, siger politichefen.

Ifølge politichef Jarrod Burguan forlod Farook en julefest på handicapcentret og vendte senere tilbage med Tashfeen Malik og åbnede ild mod festdeltagerne.


Den 28-årig Syed Rizwan Farook.

Efter skyderiet forlod de to skolen i en større bil, som politiet senere spottede i den nærliggende by Redlands og forfulgte. Forfølgelsen endte i endnu et skyderi, hvor de to mistænkte altså blev dræbt.

San Bernardinos politi bekræfter, at parret blev dræbt, mens en tredje mistænkt i sagen er på fri fod.

Angrebet var rettet mod en decemberfest i det sociale handicapcenter i San Bernardino, som ligger omkring en times kørsel øst for Los Angeles.

– Vi kender ikke deres motiver på nuværende tidspunkt. Vi udelukker ikke terrorisme, siger politichefen.

Ifølge Burguan havde Farook en funktion som miljøinspektør, og han havde arbejdet for sundhedsforvaltningen i fem år.

Han og Malik var klædt i militæragtige dragter og kom med kraftige skydevåben, da de vendte tilbage til auditoriet, hvor blodbadet skete, ret kort tid efter parret havde forladt stedet.

– Ud fra deres udstyr at dømme har der været en eller anden form for planlægning forud for skyderiet, siger politiets talsmand.

– Jeg tror ikke, at de blot løb hjem og tog dette taktiske tøj på, greb deres våben og vendte tilbage på grund af en eller anden øjeblikkelig ophidselse.

Politiet siger, at der var efterladt sprængstoffer på handicapcentret, som betød, at myndighederne først fik fri adgang til stedet flere timer efter skyderiet.

/ritzau/Reuters