Politiet advarer om vandmasser: Hent sandsække hos kommunen


Arkivfoto


Store mængder regn er lørdag og søndag faldet over Jylland. Særlig Midt- og Vestjylland er hårdt ramt, og i Holstebro truer Storåen med at gå over sine bredder.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Brandinspektøren opfordrer til, at man henter sandsække hos kommunen, fortæller Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Storåen, der løber igennem midten af byen, er søndag eftermiddag på nippet til at gå over sine breder, og vandstanden forventes at stige endnu en halv meter i løbet af aftenen. Bekymrede borgere har fået udleveret 600 sandsække.

Ved Limfjorden presser vandmasserne sig på fra Nordsøen. Særlig i kystbyerne Lemvig og Skive kan det skabe problemer. Her arbejder det lokale redningsmandskab med at pumpe vand væk og lave inddæmninger.

Veje i lavtliggende områder er spærret af vand.

– Det er helt vildt, siger Henrik Nielsen.

– Vi har ikke tal på, hvor mange veje, der er oversvømmet. Men det er mange. Idomvej ude vest for Holstebro er for eksempel stort set skyllet væk, siger han.

Politiet har været ude til en række mindre færdselsuheld. Men ingen personer er kommet noget til.

Tagplader, der er blevet revet af, og kældre, der er blevet oversvømmet, har søndag fået telefonerne til at ringe hos Falck. Lørdag middag har Falck fået 40-45 henvendelser om stormskader.

– Det er nok til, at vi har travlt. Der er noget at lave for folk i det Midt- og Vestjyske, fortæller pressevagt Jesper Jakobsen.

Det er primært Ringkøbing, Struer, Skive, Viborg og Silkeborg, der er blevet ramt. Det skaber problemer, for i samme område hærgede stormen Gorm for en uge siden.

– Det er desværre nogle af de samme mennesker, der bliver ramt. Et tag, der allerede har taget skade, får sig nu endnu en rystetur, siger Jesper Jakobsen.

Weekendens uvejr har dog ikke skabt nær så mange problemer som Gorm. Under stormen i sidste uge fik Falck over 700 henvendelser.

/ritzau/