Overfald med kniv: 27-årig er i kritisk tilstand efter stik i brystet


Arkivfoto


En ung mand er natten til lørdag blevet stukket i brystet – formentlig med kniv – i centrum af København og har pådraget sig alvorlige kvæstelser.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det 27-årige offer meldes fra hospitalet i kritisk tilstand.

– Vi får anmeldelse om et knivstikkeri i området omkring Silkegade og Købmagergade klokken 04.49. Meldingen er, at det er alvorligt, fortæller central efterforskningsleder Gunnar Nørager fra Københavns Politi til Ritzau.

– Der kommer politi på stedet, og der er masser af mennesker og en tilskadekommen, som modtager førstehjælp og nu er under behandling på hospitalet. Meldingen er, at hans tilstand er kritisk, fortsætter han.

Politiet har anholdt fire personer i forbindelse med episoden, men det er endnu uvist, hvad der præcist er sket på gerningsstedet.

– Det er natteliv, og der er mange mennesker, så vi har ikke helt klarhed over det endnu, siger Gunnar Nørager.

Tidligt lørdag morgen er politiet i gang med at registrere de personer, der har været på stedet, og lave undersøgelser på gerningsstedet, der ligger tæt på stormagasinet Illum.

/ritzau/