Metroen i København stoppede tirsdag eftermiddag ikke på stationerne Frederiksberg, Aksel Møllers Have og Nuuks Plads.
Driften blev forstyrret, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse om et knivstikkeri på Rolfs Plads på Frederiksberg.
Det oplyser vagtchef ved København Politi Henrik Stormer.
– Klokken 14.12 modtager vi en anmeldelse om et knivstikkeri med en forurettet person på Rolfs Plads.
– Jeg kan ikke oplyse, hvordan offerets tilstand er, siger Henrik Stormer.
Rolfs Plads ligger i kort afstand fra stationen Aksel Møllers Have.
Der er endnu ingen anholdte i sagen.
Klokken 15 oplyser Københavns Politi, at metroen igen kører som normalt og stopper på både Frederiksberg, Aksel Møllers Have og Nuuks Plads.
/ritzau/