48-årig krævede hardcore børneporno af netværksdeltager for at være med


For at forblive medlemmer blev der stillet krav om voldtægt og andre hardcore seksuelle overgreb på børn også under 12 år. Arkivfoto


“Aflever nye seksuelle hardcore optagelser med et barn, hvis du vil være med her”.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Sådan lød beskeden fra den danske tiltalte i en stor pædofilisag til en person kaldet KillBoy, der ville ind i verdens angiveligt største netværk for pædofile, The Love Zone.

Det dokumenterer anklageren i retssalen i Randers tirsdag med de chatbeskeder, som den 48-årige dansker selv har afsendt.

Tiltalte nægter, at han har bidraget til de ekstreme krav til medlemmerne, for at de kunne komme ind i eller forblive i netværket, der skønnes at have haft over 40.000 brugere internationalt.

– Var du ikke klar over, at når du skrev sådan til KillBoy, så kunne han ikke opfylde sit medlemskab, uden at det krævede et overgreb på et barn?, spørger anklageren.

Tiltalte mener, at hans formuleringer bare er nogle, han har overtaget fra den centrale australske leder af netværket. Denne er for nylig idømt 35 års fængsel i sagen i Australien.

– Jeg har bare copypastet hans formuleringer i beskeder til andre brugere, siger den 48-årige.

For at stramme op på sikkerheden for medlemmerne af netværket, sendte australieren med brugernavnet Skee sine krav til brugerne med en kopi til danskeren, der fungerede som medadministrator.

Samtidig henviste Skee til, at kun ham og danskeren fremover måtte håndtere producenterne, der skulle lave nyt hardcore materiale til særligt udvalgte brugere på sitet.

– Jeg har sikkert bare læst hans formuleringer og copypastet dem. Det var trods alt ham, der var chefen, siger tiltalte i retten.

Han afviser, at han har været med til at opsætte kravene til brugerne af netværket.

For anklagemyndigheden er netop de mange chats og meddelelser på sitet mellem pædofile i en række lande afgørende for at bevise, hvordan inderkredsen i netværket dermed var med til at presse de øvrige medlemmer og hinanden til at gå til ekstremer.

For at forblive medlemmer blev der stillet krav om voldtægt og andre hardcore seksuelle overgreb på børn også under 12 år.

Den australske og nu dømte hovedmand bag det vidtforgrenede pædofilinet afhøres via videolink onsdag.

/ritzau/