Fem anholdt efter gadeslagsmål – mand stukket i hånden


Politiet har torsdag aften anholdt fem personer efter et slagsmål midt i Holbæk.

Det oplyser vagtchef Arne Aabech fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De fem var alle en del af slagsmålet.

– Vi tror, at der er en af dem, der er blevet stukket i hånden med en kniv. Der er hvert fald tale om en læsion, som kunne tyde på det, siger han.

Politiet ved stadig ikke, hvad der antændte slagsmålet, som skete kort før klokken 19 i Nygade.

– Vi har ikke afhørt dem endnu. De er på vej ind til stationen, siger Arne Aabech.

Politiet ved ikke, om slagsmålet er banderelateret. Men de involverede er ikke ukendte for politiet.

– Det er hvert fald nogle navne, vi kender, lyder det fra vagtchefen.

Ud over læsionen i hånden er ingen kommet alvorligt til skade.

/ritzau/