Arkivfoto
S-tog og Kystbanen lukkes ned fra klokken 22 søndag aften på grund af stormen Gorm. I hele landet kører regional- og fjerntog med timedrift fra klokken 18.
Det oplyser områdechef René Hestbæk, Banedanmark.
Ændringerne varer, til stormen er ovre, og der ventes normal drift fra mandag morgen.
Kystbanen mellem Københavns og Helsingør lukkes klokken 22, og det samme sker med S-togene i Københavnsområdet. Allerede fra klokken 20 køres der langsommere end normalt på S-togstrækningerne.
– Vi reducerer hastigheden for at undgå skader med væltede træer, oplyser René Hestbæk.
Forsigtigheden skyldes, at der kan stå træer langs banelegemet, der risikerer at vælte, fordi de fik skader under snevejret for nylig og stadigvæk står på blød bund.
For intercitytog og lyntog er køreplanen ændret, så der kun er en afgang i timen. Det samme gælder regionaltogene i hele landet.
Banedanmark venter, at togtrafikken vil være normal igen fra mandag morgen.
Folk, der agter sig ud i den kollektive trafik, rådes til at følge med i medierne og tjekke rejseplanen.dk, inden de begiver sig af sted.
/ritzau/