Efter alt at dømme var det udelukkende politiets indgriben, der forhindrede et brandattentat mod klubhuset i Odense 3. september sidste år.. Arkivfoto
En gruppe unge mænd fra miljøet omkring Fredericia-banden Bosperus planlagde sidste år et livsfarligt angreb mod Black Armys klubhus i Odense.
Det fastslår Retten i Kolding fredag eftermiddag i en dom, der koster seks af dem fængselsstraffe, mens en syvende slipper med en bøde.
Efter alt at dømme var det udelukkende politiets indgriben, der forhindrede et brandattentat mod klubhuset i Odense 3. september sidste år.
I dagene inden havde flere af de dømte ifølge anklageskriftet afprøvet to molotovcocktails bagved Fredericia Idrætscenter. Til angrebet havde de skaffet benzin og olie til fremstilling af yderligere ni af de brændende cocktails.
På aftenen for det planlagte angreb – efter at have sat kurs mod Odense – blev flere af mændene imidlertid anholdt og varetægtsfængslet for de farlige hensigter.
Sagens 21-årige hovedmand straffes med fængsel i to år, mens fem medsammensvorne i alderen 16-26 år ligeledes dømmes for forsøg på brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder.
Her strækker straffene sig fra et år og fem måneders fængsel til en 20-årig mand, mens den 16-årige slipper med ni måneders betinget fængsel.
Anklagemyndigheden havde desuden rejst tiltale om forsøg på vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, men den del af tiltalen fandt retten ikke bevist.
Den syvende mand på 30 år blev idømt en bøde for besiddelse af patroner. Han blev frifundet for forsøg på vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og for forsøg på anskaffelse af skydevåben.
/ritzau/