Tiltalt i terrorsag tordnede mod det danske samfund


    Arkivfoto

    En af de tiltalte i en sag om støtte til Islamisk Stat har i et foredrag holdt en dundertale vendt mod problemer i det danske samfund.

    For eksempel er homoseksualitet kommet på mode, hver tredje danske mand og kvinde finder det i orden at dyrke sex med dyr, og mange må søge hjælp hos psykologer.

    Opregningen indgår i en 46 minutter lang enetale, som torsdag afspilles i Københavns Byret for nævninger og dommere.

    Taleren er blevet kaldt underviseren. Ligesom to andre er han tiltalt for at have leveret droner og andet udstyr til Islamisk Stat. Det er medvirken til forsøg på terrorisme, påstår anklagemyndigheden. De tre nægter sig skyldige.

    Angiveligt i et forsøg på at påvise det ekstremistiske sindelag afspiller de to anklagere brudstykker af foredraget.

    Det var et såkaldt modsvar til Ahmed Akkari. Han var en fremtrædende muslim, der oprindeligt var stærk modstander af Jyllands-Postens trykning af tegninger af Muhammed, men som senere fortrød og ændrede holdning.

    “Enten er man for Allahs venner eller for Satans venner,” lyder det blandt andet. Ahmed Akkari beskyldes for at være en frafalden og dermed vantro. “Og hans dom i en islamisk stat ville være dødsstraf”.

    Undervejs udtaler underviseren håb om, at Allahs forbandelse må ramme tegneren Kurt Westergaard og Trykkefrihedsselskabet.

    “Det værste af det værste er, at de har gjort grin af og hånet det reneste menneske”, siger den nu tiltalte på lydfilen.

    Den ene anklager, senioranklager Sidsel Klixbüll, gør i retslokalet opmærksom på, at foredraget er indtalt i 2013. Og dermed på et tidspunkt, hvor underviseren og en anden, der kaldes cykelhandleren, skal have videresendt en stribe pakker med udstyr til Islamisk Stat.

    På spørgsmål fra forsvareren, advokat Jesper Storm Thygesen, forklarer underviseren, at han var med på Ahmed Akkaris pointe om problemer i visse muslimske samfund. Med foredraget ville han gøre opmærksom på, at der også er problemer i det danske samfund.

    Straffesagen blev indledt i september. Flere gange undervejs har anklagerne brugt tid på at fremlægge materiale, som angiveligt skal bevise, at de tre tiltalte har haft ekstremistiske synspunkter.

    For eksempel har forbindelser til gruppen Kaldet til Islam, som advarede mod deltagelse i valg, og til flere dømte i terrorsager været påpeget.

    Torsdag ved middagstid går en bom ned i retssalen. Bevisførelsen er slut. Nu skal anklagere og forsvarere holde procedurer, før nævninger og dommere voterer om skyldsspørgsmålet.

    /ritzau/