Tiltale: Kurér tog bussen med 30 millioner kroner i kontanter


    Arkivfoto

    Gennem flere år havde en mand på sine mange busture fra Danmark til Makedonien en ekstra grund til at være påpasselig.

    Ifølge anklagemyndigheden transporterede han i alt mindst 30 millioner kroner i kontanter på rejserne til Balkan, selv om han vidste, at pengene stammede fra kriminalitet.

    Sagen er en af de første, der når frem til en afgørelse i retten, efter at politibetjente i Slovenien, Albanien, Belgien, Holland, Tyskland, Sverige og Danmark i sommer gennemførte en fælles aktion.

    I baggrunden koordinerede Europol de talrige anholdelser, ransagninger og beslaglæggelser. Alene på Sjælland blev 31 personer anholdt.

    Efterforskningen, som politifolk i Danmark har døbt "Operation Goldfinger", drejer sig om smugleri af omkring 1650 kilo kokain og heroin. Når man sammenligner med andre narkosager, er det en usædvanlig stor mængde.

    Redskaberne var svensk-indregistrerede biler, hvor narkoen var gemt af vejen i specialbyggede og skjulte rum, har politiets specialgruppe Særlig Efterforskning Øst, SEØ, tidligere oplyst.

    I forbindelse med aktionen i juni blev i alt 18 personer fremstillet i grundlovsforhør, og alle på nær én blev varetægtsfængslet.

    Det var "et organiseret kriminelt netværk med rødder i Albanien", lød karakteristikken fra politiet, som i øvrigt også har mistanke om smugleri af våben.

    I dag - nogle måneder senere, er de første tiltaler i komplekset blevet sendt til retten.

    En af dem drejer sig om transport af mindst 30 millioner kroner. En 42-årig mand nægter sig skyldig i særlig groft hæleri. I anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, hævdes det, at han i løbet af seks år var kurér.

    Fra tre andre mænd modtog han "ikke ubetydelige kontantbeløb", som han derefter tog med på busture til Makedonien. Det skal være sket 37 gange, påstås det.

    Om der er tilstrækkeligt med beviser, ventes Københavns Byret at afgøre i slutningen af november.

    Endnu er der ikke truffet afgørelse om tiltale mod de formodede hovedmænd i affæren.

    /ritzau/