DMI og politiet advarer om spejlglatte veje

    Politiet og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer tirsdag morgen om spejlglatte veje rundt om i det meste af landet. Det har allerede resulteret i flere uheld.

    Det oplyser både Nordsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi.

    En personbil er kørt op i en saltspreder, der var i gang med at salte de rimglatte veje på Hillerødmotorvejen, siger vagtchef Lars Guldborg.

    Uheldet er sket mellem frakørsel seks og syv i sydgående retning, og der er derfor klokken 05.49 spærret helt af. Politiet forventer at ophæve spærringen inden for 30 minutter.

    En person er kommet let til skade i uheldet.

    Kort forinden skete der et mindre uheld på Fiskebækbroen, der også ligger på Hillerødmotorvejen.

    DMI advarer om glatte veje i det meste af Jylland og i Midt- og det nordøstlige Sjælland.

    - Der har været nattefrost i nat. Sjælsmark har haft minus 0,2 grader, mens der har været minus to grader i det midtjyske, siger vagthavende hos DMI, Thor Hartz.

    Lufttemperaturen er klokken 05.50 omkring frysepunktet, men vejtemperaturen er en smule køligere, siger Thor Hartz.

    Derudover er der faldet en smule regn i løbet af natten, hvilket gør vejene spejlglatte.

    Kun på Fyn og Lolland Falster skulle vejene være sikre.

    /ritzau/