Løs kænguru dør i trafikken i Sydvestjylland


    Arkivfoto

    En kænguru, der hoppede rundt ved Blåvand, er ramt af en bil. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

    Kort før midnat natten til tirsdag havde politiet oplyst, at en løs kænguru var set hoppe rundt nær Krogsande i Blåvand. Blåvand Zoo var blevet orienteret, og medarbejdere herfra ville ifølge politiet indfange den, når det blev lyst.

    Det er dog kort før klokken 08 tirsdag morgen ikke længere nødvendigt. Kænguruen mistede livet, da den blev ramt af bilen.

    – Øv! Den lille kænguru fra Blåvand hopper ikke mere. Blev ramt af en bil, og så stoppede friheden og livet for kænguruen, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

    Bilisten slap uskadt, mens bilen fik mindre skader.

    /ritzau/