Politidirektøren for Københavns Vestegns Politi har i dag besluttet at forlænge visitationszonen i dele af Ishøj til mandag den 11. november 2019 kl. 18
Beslutningen medfører, at politiet i perioden kan foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer i et nærmere anvist geografisk område for at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.
Det er tredje gang, at visitationszonen bliver forlænget. Den blev første gang indført mandag den 16. september og altså forlænget i dag.
I løbet af de sidste 14 dage er der henholdsvis den 14., 16. og 20. oktober 2019 gjort fund af våben i form af knive i forbindelse med visitationer i visitationszonen.
Baggrunden for beslutningen om at forlænge visitationszonen med to uger til foreløbig mandag den 11. november 2019 kl. 18 er fortsat en skudepisode på Gildbrovej søndag den 15. september, hvor to 22-årige mænd blev ramt af skud, hvorved den ene mistede livet, og fordi politiet fortsat vurderer, at der er tale om en konflikt mellem kriminelle grupperinger i dele af det storkøbenhavnske område.
Samtidig forlænges visitationszonerne i dele af Københavns Politikreds og Midt- og Vestsjællands Politikreds.
Her gælder visitationszonen:
Visitationszonen afgrænses mod Hundige (syd) langs kommunegrænsen til Greve Kommune, mod Vallensbæk Strand (nordøst) langs kommunegrænsen til Vallensbæk Kommune og mod nordvest langs Køge Bugt Motorvejen/Motorring 4, som dog ikke er omfattet.
Københavns Vestegns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen for nu.