Politiet efterforsker dødsfald i Viby


En 35-årig mand døde lørdag eftermiddag i sit hjem på Neptunvej i Viby under mistænkelige omstændigheder, og teknikere fra Østjyllands Politi undersøger stedet for at finde ud af, om der er sket en forbrydelse.

”Der er forskellige forhold, der gør, at vi finder dødsfaldet mistænkeligt. Derfor er vi i fuld gang med efterforskningen på stedet, ” siger politikommissær Christian Riis.

Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi p.t. ikke at oplyse yderligere om omstændighederne ved dødsfaldet, eller hvorfor det efterforskes som mistænkeligt.

Den afdødes pårørende er underrettet. Har du oplysninger til politiet, kan de gives via tlf. 114.