Regn og blæst slukkede lysregulering i Sønderjylland


    Her optagelser af vandmasserne i Esbjerg ved Bilka krydset / Viadukten

    Politiet fortalte tidligere lørdag, at der var problemer med lysreguleringerne i det meste af Syd- og Sønderjyllands politikreds.

    Men lidt før klokken 15 fortæller vagtchef Karsten Høy fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at han ikke kender til nogen problemer.

    - Det må have løst sig, siger han.

    Hans forgænger fortalte om store problemer i kredsen tidligere lørdag.

    - Det er i stort set hele kredsen. Vi har fået meldinger om, at det ikke virker i Vejen, Sønderborg og Tønder-området. Det er de steder, vi ved. Men der er sikkert flere, lød det tidligere fra Erik Lindholdt.

    Regionen har lørdag fået store mængder nedbør, og sammen med blæsevejret har det givet udfordringer, lyder det fra politiet.

    Blandt andet blev en viadukt i Esbjerg fyldt med vand.

    - Mellem Sig og Ølgod er en vej blevet oversømmet, ved vi. Det er ikke ufarligt at køre med høj fart gennem en oversvømmet vand, så vi opfordrer til, at man kører efter forholdene, forklarede Erik Lindholdt.

    /ritzau/