Tiltalt politimand: Vores leder vidste vi løj i rapport


Arkivfoto


Fredag står det klart i Retten i Glostrup, at ikke kun de to betjente som er tiltalte i sagen, men også en af deres overordnede var bevidst om, at der i en politirapport i 2013 blev løjet om et hændelsesforløb for at dække over en meddeler.

Like localeyes.dk på Facebook

-Ja, han kendte til indholdet, og hans svar var: “Vi skal beskytte kilden”, forklarer den ene betjent om samtalen med sin overordnede vedrørende problemstillingen i forhold til beskyttelse af meddeleren.

Det var den anden betjent, som er tiltalt i sagen, som mandag den 11 november blev kontaktet af en af politiets meddelere med et tip om, at der skulle finde en narkohandel sted senere på dagen på Apotekertorvet i Glostrup.

Politiet havde fået informationer fra meddeleren over 150 gange, og havde også flere gange betalt for informationerne.

LÆS OGSÅ: To politimænd er tiltalt for falsk rapport i narkosag
Tippet førte til anholdelser og to kilo amfetamin på Apotekertorvet, og senere fandt politiet yderligere cirka syv kilo amfetamin og et skarpladt våben i en lejlighed.

En af betjentene fortæller, at det var et begrænset antal personer, der kendte til mødet. Derfor følte betjentene sig nødsagede til at opdigte et forløb, som slørede, hvorfor politiet pludseligt dukkede op midt under en narkohandel.

Betjenten forklarer, at de andre personer, som var til stede på gerningsstedet, og som deltog i handelen med amfetaminen, måtte vurderes som farlige, og at betjentene løj for ikke at sætte kildens liv i fare.

– Det er min helt klare opfattelse, at hans (meddelerens, red.) liv var i fare, siger betjenten, som har 31 års erfaring i det danske politi.

Betjentene mener ikke, at de havde andre muligheder end at opdigte et forløb om, hvorfor politiet pludselig dukkede op midt i en narkohandel, som meget få mennesker kendte til.

Havde de skrevet at de var der på grund af et tip, og det var fremgået af en rapport, så er deres vurdering, at det i den efterfølgende retssag, hvor rapporten kom frem, havde været for tydeligt, hvem meddeleren var.

Derfor nægter de sig skyldige i at have misbrugt deres stillinger som polititjenestemænd.

Der forventes at falde en afgørelse i sagen senere fredag.

/ritzau/