Formodede islamister tager 170 gidsler på hotel i Mali


Radisson-hotel i Malis hovedstad, Bamako. Arkivfoto


Bevæbnede mænd har angrebet et Radisson-hotel i Malis hovedstad, Bamako, og ifølge hotellets ejere er der taget 170 gidsler.

Like localeyes.dk på Facebook

De holdes op af to formodede jihadister.

– Rezidor Hotel Group er bekendt med, at en gidseltagning er i gang på ejendommen, skriver selskabet.

– De informationer, vi har, viser, at to personer har låst 140 gæster og 30 ansatte inde, hedder det.

Internationale medier fremsætter spekulationer om, at gidseltagningen har relation til sidste fredags massakre i Paris og en politiaktion i bydelen Saint-Denis onsdag.

Der er 190 værelser i luksushotellet.

– Det sker alt sammen på syvende sal. Jihadister skyder i korridorerne, sagde en politikilde kort forinden.

Hotelbygningen er omringet af politi, og alle de tilstødende gader er afspærret.

Angrebet kan minde om en gidseltagning i et andet hotel i byen Sevare i august. Her blev fire soldater, fem FN-arbejdere og fire angribere dræbt.

Mali, der ligger syd for Algeriet, oplevede i 2012 et islamistisk oprør i den nordlige del af landet. Det lykkedes jihadisterne at erobre store landområder, inden en international styrke anført af Frankrig fik trængt dem tilbage.

Danmark sender næste år en dansk elitestyrke bestående af 30 soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset på en FN-mission i Mali. Der følger også et Hercules-transportfly med.

/ritzau/Reuters