Dansker og tre nordmænd anholdt på færgekaj med 150 kilo hash


    Arkivfoto


    En dansker og tre nordmænd er lørdag blevet tiltalt i Norge for at være i besiddelse af 150 kilo hash.

    De fire mænd blev anholdt på en færgekaj i byen Halhjem, der ligger syd for Bergen, i december sidste år.

    Det lokale medie Bergensavisen skriver, at der tale om en af de største hashsager nogensinde i Bergen-regionen.

    Det var ifølge avisen et tip, der den 13. december førte politiet på sporet af de fire mænd, som opførte sig “mistænkeligt” på færgekajen. Politiet rykkede ud og anholdt de fire.

    – Vi antraf de fire personer, der havde tilknytning til en lejet varevogn. Det viste sig, at tre af dem havde været i varebilen, hvor der blev beslaglagt i alt 150 kilo hash, siger politiadvokat Asbjørn Onarheim til avisen.

    Den fjerde mand befandt sig i et andet køretøj. Tre af de tiltalte kommer fra lokalområdet, mens den fjerde er dansk statsborger.

    Politiet mener, at hashen var blevet smuglet ind i Norge fra Danmark på en sejlbåd, som ejes af flere af de tiltalte, før den blev fragtet videre i varebilen.

    De 150 kilo hash skønnes at have en salgsværdi på mellem 10 og 15 millioner norske kroner. Det svarer til mellem 7,3 og 10,9 millioner danske kroner.

    Retssagen mod de fire mænd ventes at begynde i midten af februar næste år.

    /ritzau/NTB