Færre unge eksperimenterer med stoffer


Stoffet lsd er blevet mere populært, og der er sket en stigning i antallet af de unge, som har prøvet det. Arkivfoto


Stoffer som hash, amfetamin og ecstasy er ikke længere så interessant for de helt unge på 15 og 16 år. Stadig færre unge eksperimenterer med stofferne.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det viser Sundhedsstyrelsens årsrapport over narkotikasituationen i Danmark og den internationale skoleundersøgelse ESPAD, der for nylig er gennemført blandt 9.-klasse-elever i Danmark.

Kun én procent af de unge 15-16-årige har prøvet amfetamin og ecstasy i 2015. Stoffet lsd er blevet mere populært, og der er sket en stigning i antallet af de unge, som har prøvet det, fra 0,7 procent i 2011 til 1,5 procent i 2015. Men der er stadig tale om en meget begrænset udbredelse af lsd.

Selvom brugen af hash er faldet, er der stadig mange unge, der har prøvet at ryge hash. I 2015 har godt hver tiende af de unge 15-16-årige, svarende til 13 procent, prøvet at ryge hash, og 5 procent har prøvet at ryge det i løbet af den seneste måned op til undersøgelsens gennemførelse.

Derudover viser rapporten, at antallet af personer, der i 2014 døde af narkotikarelaterede årsager, er steget til 263.

I 2012 var tallet 210, og i 2013 var det 213, og dermed er man tilbage på niveauet fra perioden 1994-2011, hvor tallet lå på omkring 250 dødsfald om året. I 2011 var der hele 285 narkotikarelaterede dødsfald.

Det fremgår af Rigspolitiets opgørelse over narkotikarelaterede dødsfald.

/ritzau/