Bornholmsk hjemmerøver sigtes efter grov paragraf


Overvågningsfoto fra Bornholms Politi.


Anklagemyndigheden på Bornholm vurderer et hjemmerøveri i Rønne til at være omfattet af straffelovens grove røveribestemmelse. Det oplyser anklager Pernille Munch fra Bornholms Politi tirsdag til Ritzau.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ved røveriet trængte en gerningsmand fredag morgen i sidste uge ind til en 81-årig kvinde på Østergade i Rønne. Politiet har oplyst, at røveren tapede kvinden mund og hænder.

###
Mandag anholdt politiet en 37-årig mand i sagen. Han menes at være gerningsmanden, og tirsdag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Bornholm med krav om varetægtsfængsling.

– Han bliver sigtet for røveri i hjemmet og for at have foretaget hævninger på kvindens dankort, fortæller Pernille Munch til Ritzau.

Ifølge hende anser anklagemyndigheden sagen som et såkaldt egentligt hjemmerøveri. Et egentligt hjemmerøveri anses som særligt alvorligt, fordi det dækker over, at en gerningsmand trænger ind i et privat hjem med det formål at røve.

Et egentligt hjemmerøveri straffes derfor i udgangspunktet langt hårdere end for eksempel et indbrud, hvor tyven bliver overrasket under indbruddet og måske anvender vold eller trusler for at slippe væk, hvorved han bliver til røver.

For et par år siden blev lovgivningen på området skærpet, sådan at et egentligt hjemmerøveri i udgangspunktet skal give fem års fængsel.

De nærmere detaljer om fredagens hjemmerøveri, og hvordan politiet fandt frem til den formodede gerningsmand, holdes endnu skjult.

Pernille Munch fortæller til Ritzau, at hun ved retsmødet, som er programsat til klokken 10.30 tirsdag, vil begære lukkede døre. Det betyder, at kun sigtelsen mod manden vil blive læst op i et åbent retsmøde.

Resten, det vil sige mandens forklaring og anklagemyndighedens foreløbige beviser i sagen, vil blive fremlagt i et lukket retsmøde, hvor offentligheden ikke har adgang.

Ud over anklager og dommer vil kun den sigtede og hans forsvarer samt eventuelt personale fra politiet og kriminalforsorgen være til stede.

/ritzau/