Arkivfoto
De britiske sikkerhedstjenester har siden juni forhindret, at omkring syv attentatforsøg er blevet gennemført i landet. Personer, der er vendt tilbage til Storbritannien fra Syrien, udgør en voksende trussel.
Det siger David Cameron, den britiske premierminister.
– Vore sikkerheds- og efterretningstjenester har stoppet omkring syv angreb i de seneste seks måneder, siger Cameron til BBC.
Premierministeren siger, at de syv forpurrede attentater var planlagt som angreb, der i omfang var mindre end det, der blev gennemført i den franske hovedstad, Paris, fredag aften.
– Vi har været klar over disse celler, der opererer i Syrien, og som radikaliserer folk i vore lande og potentielt sender personer tilbage for at gennemføre attentater, tilføjer Cameron.
– Det er den slags ting, vi har advaret imod.
Cameron siger også, at han ser “håbefulde tegn” fra forhandlingerne i Wien i lørdags om situationen i Syrien, og hvordan problemet med Islamisk Stat skal gribes an.
Det var stormagterne og landene, som er viklet ind i Syrien-krisen, der mødtes på ministerniveau i den østrigske hovedstad.
– Man kan ikke tage sig af den såkaldte Islamisk Stat, medmindre der kommer en politisk Syrien-løsning, der sætter os i stand til permanent at degradere og ødelægge organisationen, siger Cameron.
I øvrigt rapporterer britiske medier mandag, at Storbritannien vil rekruttere yderligere 1900 sikkerheds- og efterretningsfolk for at imødegå truslen fra militante grupper.
Attentatet i Paris i fredags dræbte 129 mennesker. Der var tale om skud- og selvmordsangreb.
/ritzau/AFP