Politiet undlader at efterforske flere tusinde indbrud


    Arkivfoto


    Politiet gør ikke noget ved næsten hver tredje anmeldelse om indbrud.

    29,3 procent af alle anmeldte indbrud i private hjem, erhverv og i fritidshuse blev henlagt af politiet i 2018, uden at politiet havde indsamlet fingeraftryk, sikret spor af dna eller foretaget andre efterforskningsskridt, skriver Jyllands-Posten.

    I alt blev 16.046 anmeldelser henlagt uden efterforskning, viser tal, som Jyllands-Posten har fået adgang til hos Rigsadvokaten.

    Hos politiet skal en sag registreres som efterforsket, hvis der for eksempel er lavet en undersøgelse af gerningsstedet. Det kan være sikring af spor som opbrudsmærker, fingeraftryk eller andet.

    Men det sker altså ikke i et stort antal sager. Dybt fortvivlende, lyder det fra formanden for Politiforbundet.

    – Vi lægger sager til side, som kunne være opklaret, hvis vi havde ressourcerne til det, siger Claus Oxfeldt til Jyllands-Posten.

    I Trygfonden siger forskningschef Anders Hede, at henlæggelse uden efterforskning sender et signal til borgerne om, at man ikke er interesseret i deres sag.

    I august sagde den radikale retsordfører Kristian Hegaard til DR, at politiet kunne havde efterforsket langt flere indbrudssager, hvis grænsekontrollen ikke havde været indført.

    Den byrde vil i øvrigt vokse efter regeringens nye beslutning om at indføre en midlertidig grænsekontrol til Sverige og at forlænge grænsekontrollen mod Tyskland.

    Imidlertid har politiforsker Adam Diderichsen fra Københavns Professionshøjskole sagt til DR, at det ikke er sikkert, at grænsekontrol og andre opgaver er årsagen til, at kun fem procent af alle indbrud opklares.

    – Det er oplagt at undersøge politiets kompetencer; om politiet gør det godt nok og får nok ud af ressourcerne, sagde Adam Diderichsen. Han har i øvrigt tidligere været ansat i Rigspolitiet.

    For nylig kunne fagbladet Dansk Politi berette, at den del af politiet, som skal efterforske sager, flere steder i landet er presset helt i bund. Det var konklusionen på en række interviews med politifolk, der var anonyme.

    /ritzau/