Vandmasser oversvømmer veje og kældre i Sydøstjylland


Her optagelser fra Vejle, se flere optagelser nedenfor.

I Vejle kæmper myndighederne med at få pumpet vand væk fra den centrale del af byen. Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup kort før klokken et natten til lørdag.

- Brand og redning er i fuld gang med at pumpe vand væk fra midtbyen omkring Vesterbrogade og Vedelsgade. Vandet bliver pumpet ud i åen, siger han.

Ifølge vagtchefen er der en del kældre, der er oversvømmet. Både hos private og forretninger.

De store vandmasser fra det voldsomme regnvejr betyder også, at der har været en del færdselsuheld på motorvej E45 omkring Kolding og Vejle.


Et kraftigt regnvejr skabte flere oversvømmelser i Vejle, her ses video af oversvømmelsen omkring Vejle Å

Ifølge Jørn Bystrup har Sydøstjyllands Politi fået anmeldelser om omkring 25 uheld i løbet af fredag aften.

- Der er tale om uheld som følge af akvaplaning. Altså hvor bilen mister vejgrebet, fordi den kører oven på vand. Vi har heldigvis ikke oplevet nogen alvorlige personskader, kun materiel skade, siger han.

Kort før klokken et oplyser Jørn Bystrup, at der ikke har været nogen meldinger om færdselsuheld på E45 de seneste to timer.

- Det er som om, at det er stilet af nu, hvor det er holdt op med at regne, siger han.

- Til gengæld har vi haft et par uheld på nogle af de små indfaldsveje omkring Vejle. Nogle steder står der en halv meter vand på kørebanen, fordi vandet samler sig i lavninger, siger vagtchefen.

Heller ikke her er nogen personer kommet til skade.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er Vejle Kommune i fuld gang med at afspærre de områder, hvor der ligger så meget vand, at biler ikke kan passere.

- Og beredskabet pumper på livet løs, siger Jørn Bystrup.

Også hos Syd- og Sønderjyllands Politi samt hos Fyns Politi bliver der natten til lørdag meldt om store oversvømmelser.

- Vi har en del oversvømmede veje omkring Haderslev, Aabenraa og Tønder. Men nu er der heldigvis opholdsvejr, så vi håber, det stilner af, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen kort efter klokken et.

Hos Fyns Politi opfordrer vagtchef Hans Jørgen Larsen bilister til at køre forsigtigt.

- Vi har ikke afspærret nogle veje endnu, men der står en del vand flere steder, så man skal køre forsigtigt, siger han.

/ritzau/