Stort dige er brudt sammen ved Ribe


    Den seneste tids store regnmængder har medført, at et dige onsdag formiddag er brudt sammen i Varming ved Ribe.

    Det oplyser Sydvestjysk Brandvæsen.

    Beredskabschef Jens Mølgaard fortæller, at brandvæsnet vil sikre området mod oversvømmelser ved hjælp af sandsække.

    – Det er ikke sådan, at hele byen er ved at drukne. Men vi er nødt til at gøre noget akut. Især fordi der er udsigt til, at der kommer mere regn de kommende dage.

    – Diget bliver nødtørftigt repareret med sandsække. Sideløbende hermed begynder vi på en varig reparation af diget, siger Jens Mølgaard.

    Digebruddet har ført til, at veje og marker er blevet oversvømmet i Varming. Men der er ingen meldinger om, at vandet skal være løbet ind i boliger.

    – Der er tale om et brud på syv til otte meter, siger beredskabschefen.

    Vandet er såkaldt “bagvand”, der kommer fra det jyske oplands åer og bække – og altså ikke fra Vesterhavet.

    – Bagvandet er regnvand og overfladevand, som nu kommer inde fra landet på grund af den megen regn, vi har fået.

    – Først på ugen havde vi fokus højvande fra havet. Men nu er det vand fra den øvrige del af Jylland, der løber ud mod havet, som giver problemer, forklarer Jens Mølgaard.

    /ritzau/