Arkivfoto
Rigspolitiet har ikke bare fejlbehandlet teleoplysninger, men også gemt data om borgere i strid med sine egne regler.
Det skriver Politiken torsdag.
Oplysningen kommer fra den redegørelse om Rigspolitiets fejlbehandling af teledata, der blev offentliggjort i sidste uge.
Heri står, at myndigheden også har gemt data om borgernes aktivitet på nettet længere, end Rigspolitiets egne regler foreskriver. Og muligvis i strid med loven, skriver Politiken.
I redegørelsen står der:
– Telecentret har i midten af september 2019 konstateret, at sletningen af konverterede teledata efter to år ikke er sket i fuldt omfang, og at der tilsyneladende fortsat opbevares cirka 75 procent af disse datasæt i telecentret.
Som følge af rodet har justitsminister Nick Hækkerup (S), Rigspolitiet og Rigsadvokaturen besluttet at igangsætte et arbejde, “der skal sikre, at reglerne om sletning af teledata bliver efterlevet”.
Der skal også fastsættes “klare retningslinjer for sletning af teledata”.
Torsdag fremlægger regeringen en sikkerhedspakke, der skal udvide indsamlingen af data om borgerne.
Politiken har i lyset af teleskandalen spurgt justitsministeren, hvad der får ham til at tro, at politiet har kapacitet og kompetencer til at administrere de udvidede datamængder. Det lykkedes ikke at få et svar onsdag.
Reglerne for, hvornår politiet skal slette data om eksempelvis borgernes opkald eller geografiske placering, afhænger af situationen.
Hvis en borger bliver sigtet, tiltalt eller dømt, arkiveres oplysningerne primært efter et kriterium om sagens kriminalitet og væsentlighed.
Når der ikke rejses sigtelse, fremgår det af retsplejeloven, at materialet skal tilintetgøres. Hvis oplysningerne viser sig ikke at have nogen betydning for efterforskningen, skal de slettes.
Og teleoplysninger om borgerne skal slettes, hvis de viser sig ikke at have nogen efterforskningsmæssig betydning.
Men ifølge Politiken lader politiet til stort set at have gemt alle indhentninger af rå teledata fra teleselskaberne mellem januar 2011 og august i år.
/ritzau/