Psykolog udnyttede sårbar klient til sex


Arkivfoto

Gennem flere måneder udnyttede en nu 58-årig psykolog sin position til at have et seksuelt forhold til en kvindelig patient.

I en række sms’er kaldte psykologen kvinden for sin “husslave” og “ejendom”. Samtidig instruerede han hende i at indfinde sig på hans adresse om aftenen og natten og tilfredsstille ham seksuelt.

Onsdag har Vestre Landsret idømt ham tre måneders ubetinget fængsel samt frakendt ham retten til at virke som psykolog i fem år.

Dermed skærpede landsretten den dom, som Retten i Aarhus nåede frem til i februar.

Her lød dommen også på tre måneders fængsel, men to af dem blev gjort betinget. Desuden afgjorde byretten, at han skulle frakendes retten til at virke som psykolog i tre år.

Psykologen er dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 220. Den handler om at udnytte et afhængighedsforhold til at opnå et seksuelt forhold.

Det var den kvindelige patients forklaring, som overbeviste retten om den privatpraktiserende psykologs skyld.

I byretten fortalte kvinden, at konsultationerne gradvist udviklede sig fra et knus til samleje og oralsex – hver gang på psykologens initiativ.

På daværende tidspunkt var kvinden i behandling for selvskadende adfærd og selvmordstanker.

– Jeg havde aldrig gjort det her, hvis jeg ikke var så pisse bange for at miste ham. Han vidste, hvor pokkers afhængig jeg var af ham. Han vidste, jeg ville gøre alt for at blive holdt af, forklarede kvinden i byretten i december.

Den 58-årige mand har under sagen nægtet at have haft sex med kvinden. Han har forklaret, at sms-beskederne var en del af et rollespil, der skulle lære kvinden at sige fra over for bestemte typer.

Men både by- og landsret har altså vurderet, at hans forklaring er utroværdig.

/ritzau/