Middags-krise på statsniveau: Iran vil ikke have vin på bordet


Arkivfoto


En officiel middag til ære for gæsten er fast kutyme i forbindelse med statsbesøg, men etiketten bliver brudt, når Irans præsident kommer på officielt besøg i Frankrig, skriver flere franske medier.

Præsidenten for Irans islamiske republik, Hassan Rouhani, har nemlig bedt sine franske værter om ikke at servere vin under middagen.

Iranerne gjorde Frankrig opmærksom på, at Rouhanis tolkning af islamisk lov forbyder ham at spise ved et bord, hvor der bliver skænket vin.

Men franskmændene vil ikke ændre på deres traditioner. Derfor er statsmiddagen nu aflyst.

Præsident François Hollande foreslog i stedet, at de to kunne mødes over en alkoholfri morgenmad, men det tilbud fandt iranerne for “billigt”, rapporterer radiostationen RTL.

Nu er Hollande og Rouhani blevet enige om ikke at blande mad og drikke ind i besøget.

I stedet mødes de tirsdag til en samtale om blandt andet terrorisme og konflikten i Syrien.

Hollande har ifølge en rådgiver været frustreret over den megen snak frem og tilbage og betegner hele sagen som “latterlig”, skriver avisen Le Monde.

Efter at Frankrig sammen med en række stormagter i sommer indgik en aftale med Iran om landets atomprogram, er sanktionerne mod landet nu gradvist ved at blive ophævet.

Rouhanis besøg er udtryk for den opblødning, der siden har fundet sted mellem Iran og vestlige lande.

Det er over 20 år siden, at en iransk præsident sidst var på officielt besøg i Europa.

Første stop på Rouhanis historiske tur bliver Rom. Her skal han lørdag mødes med Italiens premierminister, Matteo Renzi, samt pave Frans og italienske forretningsfolk.

Derefter rejser han videre til Frankrig. Her omfatter besøget også samtaler med ledere fra store franske virksomheder. Blandt andet Airbus, som godt kan finde fyldepen og kontrakter frem.

I et optaktsinterview siger Rouhani ifølge AFP til franske medier, at han regner med at underskrive aftaler om køb af fly fra Airbus under besøget.

/ritzau/